Regitze Steinbruch

 

 

 

Er andengenerationsindvandrer med aner i det, der kaldes for ”det gamle centraleuropa”: det kulturelle rum,  der på tværs af sprog- og landegrænser gennem århundreder konstituerede en identitet, som også gav sig stærke billedkunstneriske udslag.

Hun knytter meget bevidst an til den tradition, der antydes med navne som Alfred Kubin, Max Beckmann og Lyonel Feininger, altså en tradition for at se og udtrykke sam- og modspillet mellem lys og mørke, humor og gru, normalitet og vanvid – og i eminent forstand en tradition, der betjener sig af de grafiske teknikker.

 

Det tematiske materiale udgøres i al enkelhed af de situationer vi sættes i af vores menneskelige natur: vores lidenskaber og dårskaber, vores længsler og drømme, vores håb og angst, vores trang til fladpandet opbyggelighed, vores opblæsthed, kortsynethed, generelle idioti og deraf følgende fortabthed, vores evne til at overleve også fortabtheden og afvende katastrofen kort før klokken falder i slag… så vi kan starte på ny… og ende hvor vi endte før… så vi kan begynde igen…

Intentionen i Regitze Steinbruchs grafik bliver aldrig helt realiseret i det enkelte billede, men den begynder til gengæld igen… og igen… og igen…

 

Torben Bruun